Rigsret eller ej

(Meld dig ind i mit nye netværk HER)

De sidste døgn har jeg brugt på at overveje et svært spørgsmål: Skal jeg støtte en rigsretssag mod Inger Støjberg eller ej?

De fleste – både i Folketinget og i den offentlige debat – har allerede besluttet sig, for det er jo et helt enkelt spørgsmål, må man forstå. Er man tilhænger af lov, orden og retsstat, skal der rejses tiltale. Hvis ikke, så er man på den forkerte side af den skillelinje! Og så sidder man, ifølge alle landets kommentatorer, tilbage med et enormt forklaringsproblem. Så der er næppe plads til nuancerne, men jeg prøver nu alligevel.

Jeg har genlæst Instrukskommissionens centrale afsnit, redegørelserne fra advokat Poul Heidmann og adj. professor Peer Schaumburg-Müller (bestilt af Venstre), responsummet fra Jon Lauritzen og Anne Birgitte Gammeljord (bestilt af Folketinget) og indlægget fra Støjbergs bisidder, advokat Nicolai Mallet, som også har været efterspurgt af Folketinget.

”Det handler ikke om udlændingepolitik. Det handler ikke om barnebrude. Det handler om jura”, sagde statsministeren på de radikales nytårsstævne. Jeg uddannet jurist og er 100% enig og det har også været min egen tilgang til afklaring af spørgsmålet.

Man anlægger ikke en rigsretssag, der vil beslaglægge 15 af højesterets 18 dommere en rum tid frem, for at finde ud af, om der kan straffes. Man anlægger en rigsretssag, hvis man føler sig overbevist om, at det fører til domsfældelse. På den måde er det at sammenligne med en straffesag, hvor anklagemyndigheden ikke må rejse en sag, fordi det vil være rart lige at finde ud af, om den tiltalte er skyldig eller ej. Og i denne sag er det Folketinget, der er anklager.

At Folketinget er blevet vildledt og har modtaget urigtige oplysninger er hævet over enhver tvivl. Det er desværre sket før, men har ikke ført til rigsret (heller ikke i tamilsagen, hvor den del var udeladt af anklageskriftet). Historisk har det derimod kostet ministerposter og givet ”næser”. Og havde Inger Støjberg fortsat været minister, var hun med sikkerhed ”blevet gået”, da Instrukskommissionens beretning udkom, og Folketinget havde brugt anledningen til at udtale en alvorlig misbilligelse. Nu har vælgerne allerede besluttet, at Støjberg ikke er minister. Man kan jo ikke gå af med tilbagevirkende kraft, men Folketinget kan endnu nå at gøre det andet. Så det bør Folketinget gøre – og det bør ske i enighed. End ikke Inger Støjberg må kunne forsvare, at hun i forløbet har omgået sandheden overfor Folketinget. Min stemme for en alvorlig misbilligelse kan man i hvert fald regne med.

Men at føre den første rigsretssag i mere end et kvart århundrede på et grundlag, hvor domfældelse er tvivlsom, er en ganske anden sag.

Det kan være svært at holde tungen lige i munden. Men prøv alligevel:
Jon Lauritzen og Anne Birgitte Gammeljord, som nu er grundlaget for Folketingets stillingtagen, skriver: ”Samlet set er det vores vurdering, at der på baggrund af Beretningen er grundlag for at rejse tiltale mod tidligere minister Inger Støjberg for Rigsretten [..], og at der er en rimelig formodning om, at Rigsretten [..] vil finde, at der foreligger forsæt eller grov uagtsomhed, hvorved tiltalen kan føre til domfældelse”.
Men samtidig skriver de, at ”det kan ikke udelukkes, at Rigsretten foretager en anden bevisvurdering end Instrukskommissionen, eller at der for Rigsretten fremkommer nye afgørende beviser” (om end det efter deres opfattelse er ”mindre sandsynligt”).
Og så tager de forbehold for, at Instrukskommissionen endnu ikke har udarbejdet den del af deres beretning, som indeholder deres retlige vurderinger af offentlige ansattes ansvar. ”Det [..] kan ændre ved vurderingen af de afgivne advarsler og deres klarhed samt få betydning for vurderingen af, hvorvidt der af tidligere minister Inger Støjberg er afgivet urigtige og misvisende oplysninger til Folketinget og Folketingets Ombudsmand”.

Og læser man vurderingerne fra de andre jurister, skaber de endnu mere usikkerhed om sikkerheden for en domfældelse. Ud fra en samlet vurdering når jeg derfor selv den konklusion, at en rigsretssag meget vel kan føre til en frifindelse af Inger Støjberg.

Og hvor er vi så?
Har vi så ikke bare et martyrium?
Og hvis der måtte blive idømt en straf, vil det sikkert være en bøde – og så har vi, tro mig, en Inger Støjberg, der udtaler, at ”det var alle pengene værd for at redde pigerne”. Begge dele kommer til at grave grøfterne dybere.

Måske er det for sent. Der er gået skyttegrav og symbolpolitik i sagen fra begge sider, så måske er ketchuppen nu så meget ude af tuben, at den ikke kan komme tilbage.

For der har været en stædighed hos Inger Støjberg, som jeg også selv fejlagtigt har tolereret alt for længe. Men det her er ikke godt for sammenhængskraften i den danske befolkning.

Inger Støjberg har, på linje med andre top-folk i Venstre, hele vejen igennem omtalt Instrukskommissionen som ”Barnebrudskommissionen”, hvilket jeg aldrig selv har gjort. For uanset hvad man mener om barnebrude, så skal dansk lov og internationale konventioner overholdes. Det er heldigvis slået fast med syvtommersøm af Instrukskommissionen. Og det bør et enigt Folketing fastslå i en vedtagelse, der udtrykker misbilligelse af Inger Støjberg. Men en rigsretssag kommer efter min ringe mening til at sætte den fremtidige barre, for at føre den slags sager, alt for lavt.

Man kan ikke mene to ting på samme tid. Der skal træffes et valg, selvom jeg med sikkerhed får på puklen for det og mange sikkert (bevidst) vil misforstå motiverne.
Jeg har truffet mit: Jeg stemmer ikke for en rigsretssag.

/Lars Løkke Rasmussen

(Meld dig ind i mit nye netværk HER)