Tillykke Kina – snart er den sidste danske mink død

(Klumme fra BT den 11. november 2020)

På overfladen lyder paragraf et i det lovforslag, regeringen fremsatte i går, som en midlertidig uskyldighed: ‘Hold af mink er ikke tilladt til og med den 31. december 2021’.

Men virkeligheden er en helt anden. Det danske pelseventyr, som i de gode år gav en eksport på mere end 10 mia. kr., er slut efter 90 år. Verdensmarkedspriserne er på vej op, men vi får ikke del i det. Det er slut – som i slut for altid.

Og baggrunden er skandaløs.

Onsdag i sidste uge udstedte regeringen et grundlovsstridigt påbud om, at alle mink skal aflives. Man gav endda – uden bevillingsmæssig hjemmel – en bonus til de avlere, der fik det gjort hurtigt. Så det er gået stærkt. Raske mink, der om ganske kort tid kunne omsættes til fremmed valuta, velstand og arbejdspladser, er gravet ned i et lag ætsende kalk.

Alle dem, der hepper på regeringen, vil hævde, at det var rettighed omhu. Personligt mener jeg, at det hele har været tacklet med hovedet under armen. I fem skridt er vi endt, hvor vi er, fordi det første skridt blev taget forkert – egenrådigt og uden videre omtanke.

1. Først får man Statens Serum Institut til at lave en risikovurdering af situationen, ‘hvis minkavlere efter aflivning af smittede dyr eller pelsning i 2020-sæsonen, fortsætter minkproduktionen ind i 2021 som normalt’. Ingen tanke om at gøre det alternativt eller for nedsat kraft. Vurderingen kommer den 3. november, og så skal det eddermaneme gå stærkt. Ikke tid til at dele data eller indhente en second opinion.
2. Så allerede dagen efter holder regeringen pressemøde, hvor det ulovlige påbud meldes ud. Og kommunikationen eskaleres til et niveau, hvor hele verden får indtryk af, at Danmark er Wuhan II – et epicenter for et muteret covid-19, der får hele verdens vaccinehåb til at smuldre.
3. Verden begynder at reagere. Hvad sker der i Danmark? Vi må hellere lukke ned for danske erhvervsrejser og eksport.
4. Resten af dansk erhvervsliv vågner med Dansk Industri i spidsen: Se nu at få slået de mink ihjel, inden det rammer hele det danske erhvervsliv.
5. Oppositionen vækkes – endelig – til live, men det er for sent. I en kombination af, at minkbestanden allerede er reduceret betydeligt, myndighedernes vilde afstandskrav på over syv kilometer, der alligevel ville koste millionvis af raske mink livet over de kommende måneder, og venstrefløjens årelange kamp mod pelsproduktion, som også i et corona-frit Danmark er en trussel mod erhvervet, kaster Copenhagen Fur håndklædet i ringen.

Herfra er det ‘almindelig’ politiske ballade. Hvem viste hvad hvornår? Hvad skal de arme avlere have i erstatning? Så lidt som muligt, for vi har jo ikke for evigt forbudt minkavl, vil nogen omkring regeringskontorerne sikkert hævde. En kæmpe erstatning, for det er jo i realiteten ekspropriation, vil jeg mene. Og se ikke kun på det sidste – ret sløje – regnskabsår, for vi taler også om fremtidige, tabte milliardindtægter.

Alt det kan jeg – desværre – kun iagttage fra sidelinjen, men det kunne have undgået. Så måske man også skulle bruge kræfterne på at sikre, at noget tilsvarende ikke sker igen. Jeg tror det er relativt enkelt:

1. Ophæv den midlertidige epidemilov øjeblikkelig, så regeringen i resten af ‘dansen med corona’ er nødt til at følge almindelige demokratiske processer, så der kan sættes spørgsmål ved klogskaben i næste dansetrin inden det tages.
2. Nedsæt en tværfaglig taskforce, så den fremtidige håndtering af covid-19 ikke alene hviler på ‘enøjede’ vurderinger fra Kåre Mølbak med flere, men dels underkastes en faglige second opinion, dels holdes op mod andre relevante samfundshensyn.

Vi skal tage covid-19 alvorligt, men vi skal også tage alt muligt andet alvorligt: Tabt velstand, arbejdspladser, den truende isolation og ensomhed, den fremtidige økonomiske evne til at behandle andre sygdomme.

Vi er i det her sammen. Når regeringen melder panik i verdenspressen, går verden i panik. Og deres ikke helt gennemtænkte løsningsforslag bliver irreversible. Derfor dør den sidste danske mink snart.

Uanset om det i virkeligheden var nødvendigt eller ej … Tillykke Kina (verdens næststørste producent af minkskind, red.).